Apropos Marx’ (eller var det Schumpeters?) diktum, at den sidste kapitalist vil blive hængt i et reb han selv har solgt til bødlen: Her er “Barbie-in-a-Burkha”. Usmageligt.
Det danske samfund er i stigende grad ved at blive efternavnsløst. Da Krabasken gik i folkeskole–det var i 1970′erne–var de ældre lærere nogle man til- og omtalte som “Herr Sørensen,” “Fru Nielsen,” etc. De færreste børn idag, i det mindste i de mindre klasser, synes at have nogen idè om hvad deres lærere hedder til efternavn, ja, endog at de måtte have et sådant.
Dette gælder selvsagt så meget mere i børnehave og vuggestue, hvor pædagogerne som regel kun præsenterer sig med fornavn, også i telefonen. (Den ganske muntre Poul Joachim Stender anbefaler at man i sådanne tilfælde replicerer, “Goddag, lille Katrine (Jonna, Miriam, … eller hvad goggen nu måtte hedde) … er der nogle af de voksne tilstede?”). Enhver der har været ude at se på nyt hus eller lejlighed ved at ejendomsmæglere altid “præsenterer” sig med fornavn. På Venstres netop overståede landsmøde interviewede Statsministeren som led i sin præsentation “Simon”, en kaptajn af reserven, udsendt til Afghanistan. Man kunne blive ved.
Praksissen er en anmassende og kælen vederstyggelighed. Mange af os sætter faktisk pris på den distance som et efternavn giver (specielt ifht. ejendomsmæglere). Det giver faktisk anledning til seriøse koordinationsproblemer når man skal ud af, hvilken Simon, Jacob, etc. det var man var i kontakt med blandt et firmas mange Simon’er, Jacob’er etc. Men mere grundlæggende er tendensen udtryk for et tiltagende historie- og traditionsløst samfund, hvor slægten og den historiske kontinuitet går fløjten til fordel for det fornavns-behængte jeg. For en konservativ er det en tendens, der må bekæmpes. Brug efternavn!!
Nye lavpunkter defineres i den hjemlige politiske debat. Pressen fører ofte an. Forleden var Birte Rønn-Hornbech i samråd om de irakiske kirkebesættere, og blev af journalisten to gange spurgt — spørgsmålet var tydeligvis ment som en rigtig lammer — om hun “selv ville holde ferie i Irak”. Der er ganske ingen logik overhovedet i spørgsmålet, og ministeren afviste naturligvis at besvare skriverkarlens tåbeligheder.
Men politikerne kan sandelig også være med. Se således Jyllands-Postens referat fra dagens afslutningsdebt, hvor Henriette Kjær citeres for følgende: “At overlade ansvaret for det danske samfund til en regering med Socialdemokraterne og SF, vil være det samme, som hvis man satte Bjørne Banden til at vogte Joachim Von Ands pengetank.” Og oppositionen svarer igen på akkurat samme infantile niveau. Der er virkelig ingen grund til at have kvabbalser over sammenligninger med børnehaver. Det er deskriptivt korrekt.
Nej. Den er ikke lagt op af en managementguru, et konsulenthus, en alternativ behandler eller Tøger Seidenfaden. Den er her. Lagt op af SF’eren Marie Fugl, der er lige så smuk som hun er naiv.
Check sliden om hvad “socialisten tror“. Den “virkeliggjorte” socialisme har naturligvis altid manifesteret menneskets iboende forfængelighed, fra diverse socialistiske diktatorer til Villy “Rover” Søvndal (“meget stor bil”). Fugls slide er klassisk puritanisme. Men kan man godt forestille sig at den går rent ind hos de uniformerede, sammenbidte, neurotiske og selvgode 15-årige (der så er forfængelige på deres egen måde) SFU-medlemmer.
Så skete det igen: En ungersvend morer sig i Kastrup Lufthavn med en brander om bomber — og Fanden er løs. Der er tale om en “bombetrussel”, der nødvendiggør længere grounding af flyet. Nu er det ikke blevet refereret i pressen hvilke ord, der præcis faldt, men tidligere lignende episoder kunne antyde at der er tale om dumme men fundamentalt uskyldige bemærkninger, som det ikke kræver nogen psykologisk indsigt at se er harmløse, og formentlig ikke engang har været “truende” i nogen meningsfuld forstand.
Hvorfor det skal være standard operating procedure, at en dum bemærkning fra en kåd knøs skal udløse flygrounding med videre er faktisk svært at begrunde med en logik der lægger vægt på sikkerhedshensyn. Det er klart at sådanne bemærkninger bør undgås, men mest af hensyn til medpassagerer med sarte nerver. Med reel flysikkerhed har reaktionen intet at gøre. For at citere John Schmidt: “Hvad skal det te’ for?”.
Erhvervsjournalistik burde være noget af det højest prioriterede journalistik. Den vedrører dagligdagen for overordentlig mange af os. Den giver muligheden for på unik (undskyld, “unique”) vis at kombinere drama, passion og analyse. Men erhvervsjournalistik er tydeligvis lavt prioriteret. Erhvervsjournalister skriver generelt floskuløst og slapt. De kolporterer myter. Tvivlsom “forskning” foretaget af konsulenthuse slås stort op. Forskning fra business schools og universiteter omtales sjældent, mestendels fordi journalisterne er for dumme til at sætte sig ind i sagerne. Tit hænger den ene sætning simpelthen ikke logisk sammen med den anden.
Case in point? (OK, der er mange). Prøv at checke denne lille klumme fra Berlingske Nyhedsmagasin, “Verdens bedste strategibøger.” Én ting er at kriteriet for hvad der er en “god” strategibog er helt uklart. Men sproget …. Se for eksempel omtalen Michael Porters Competitive Advantage: “Det er i den bog, at Michael Porter lancerer værdikæden. Den er moderne for stort set alt, hvad der beskæftiger sig med rationalisering og effektivisering. Desværre betyder det, at værdikæden ofte bliver synonym med besparelser og nedskæringer. Det er ikke altid tilfældet”. Boinnnggg …! Det er simpelthen rent vås. Eksemplet er desværre langt fra enestående. Eksempler vil følge …
Det UK-baserede nettidsskrift, Standpoint.online lanceredes tilbage i juni (der er også en papirudgave, Standpoint Magazine). Der synes at være tale om en UK-pendant til The New Criterion, omend med mindre egentlig kritik, og flere politiske kommentarer. I det første nummer redegør magasinets redaktør, Daniel Johnson, for missionen:
The intention of Standpoint is to provide a lever which can indeed move the world, by invoking the noblest ideals to which humanity has aspired. Free speech and a free press; the dignity of the individual and the family; the liberty to worship and to refrain from worship; scientific inquiry limited only by respect for human life; the rule of law; parliamentary democracy and the free market; human rights balanced by reciprocal duties; toleration of minority views and practices, but not at the price of moral relativism.
Sektionen “Counterpoints” præsenterer kommentarer af generel konservativ observans (Noel Malcolm’s “Infantilification of Us All” vil appellere til kulturkonservative), og “Comments” præsenterer … well … det samme (check Marc Sidwells “How Sarah [Palin] got Drafted“). Af almen interesse Geza Vermes’ “The Truth About the Historical Jesus“, essentielt en redegørelse for hans egen mangeårige forskning i sagen.
Der er mange timers læsning her. Men spørgsmålet opstår endnu engang hvorfor vi altid skal til udlandet (specielt det angelsaksiske sådant) for at finde lødig konservativ journalistik og essayistik. Ingen danske trykte medier leverer (og slet ikke Weekendavisen), selvom Jyllands-Posten kan have relevante takter. Den danske borgerlige blogosfære er stort set kun dedikeret Islam-kritik og klaphat-liberalisme. Suk.
Facebook har vel stadig et ry som et forum for løssluppen teenagenarcissisme. En facebook-profil er nok heller ikke hovedingrediensen i en beskrivelse af en typisk konservativ. Mens FB nok i meget høj grad tjener narcissistiske formål, har platformen også over det seneste år gennemgået en markant forældelse, idet stadig flere >18-årige opretter profiler og grupper, heriblandt en række grupper dedikerede til konservative tænkere, politikere, politik, etc.
Den konservative aktivitet kan på ingen måde måle sig med den libertarianske Facebook-aktivitet, men der er dog grupper dedikerede til så forskellige konservative som Michael Oakeshott, Edmund Burke, Enoch Powell, og Roger Scruton, samt til konservative med stærke libertarianske tendenser som Barry Goldwater og Margaret Thatcher.
… er overskriften på en fremragende kronik i fredagens JP. Forfatteren er statskundskabsprofessoren Peter Nedergård, der vistnok er en slags socialdemokrat, men bestemt formår at markere gode kulturkonservative takter. Et uddrag:
Jeg har fået for nylig fået fortalt følgende illustrerende anekdote om danskernes sproglige selvkolonisering, som vi denne gang blev reddet fra af et engelsk konsulentfirma: For nogle år siden bad Øresundskonsortiet det engelske konsulentfirma Saatchi & Saatchi om et råd om, hvad man skulle kalde Øresundsbroen, og man havde vist forestillet sig noget i retning af ”the Oresound Bridge”, ”the Sound Bridge” eller ”the Baltic Bridge”. Svaret fra konsulentfirmaet blev imidlertid ”Øresundsbron” med det helt særegne danske (og norske) “Ø” foran og den svenske version af broen bagefter. Moralen er, at man ikke bliver “international” via den engelske efterabning, men man kan måske bidrage med noget internationalt spændende ved at stå ved sit eget nationale særpræg.
Maleren Harald Giersing udtrykte samme synspunkt på følgende måde: »Al national kunst er dårlig, al god kunst er national.« Man skal ikke være tilstræbt national, men vil man lave noget af kvalitet, vil man automatisk komme til at trække på sine nationale rødder. Der ligger også det i det, at kun hvis man har nogle nationale rødder at trække på, vil man kunne levere noget internationalt interessant.
- Glimrende klumme. Nikolaj Bøgh sætter tingene fuldstændig perfekt på plads ifbm. Lene Espersens overtagelse af ledelsen i Det konservative Folkeparti. Bravo!
- Nej, det kan vi vist ikke!!! Ugens besyndeligste læserbrev i dagens Weekendavis: Under overskriften “Sex under hijaben” skriver to juniorforskere og en forskningsassistent blandt andet: “Kan vi ikke snart få slået fast, at Koranen ikke siger en dyt om, hvem muslimerne er, og hvordan de lever?”
- View from the right: Fin konservativ blog som Krabasken netop har opdaget. Check posteringen om “feminism’s ideal male.”
