Krabasken har i embeds medfør og af familiære årsager ofte lejlighed til at interagere med erhvervsfolk.  En konservativ har af naturlige årsager veneration for erhvervslivet. Men modsat mange libertarianere føler den konservative sig ikke kaldet til at forsvare ethvert aspekt af erhvervslivet. Den ægte konservative sætter pris på en vis diversitet indenfor et fælles kulturelt framework (se Scrutons England for en god diskussion af dette), på originalitet og en vis “quirkiness.” 

Det finder han ikke i dansk erhvervsliv.  Uniformeringen og konformiteten er her til tider ekstrem, og overgår selv så uniformerede grupper som skolelærere og pædagoger.

Hvorfor skal alle yngre danske mellemledere (ihvertfald i nordsjælland) køre i en sort Audi A6 stationcar? Og gå i lysegråt jakkesæt med åbenstående skjorte (verdens kedeligste og mest utjekkede påklædning)? Hvorfor skal alle midaldrende og ældre erhvervsfolk — som lemminger — til sydfrankrig på ferie? Er der virkelig ikke andre interessante sportsgrene end golf og tennis (og selvfølgelig den obligatoriske løbetræning)? Hvorfor strækker erhvervsfolks litterære horisont sig meget sjældent længere end til John Grisham og Leif Davidsen? Hvorfor er der så mange der ser ud som dødsyge Kenneth Plummer-kloner? Med andre ord: Hvorfor leve hvad der ser ud til at være et uniformeret discount-liv, når man nu ofte har midlerne til at gøre noget andet og få indtryk som ikke alle andre også får?

Er det self-selection (kedelige typer går ind i erhvervslivet)? Eller bliver man formet? Eller er det bare et spørgsmål om at arbejdet (og familien) er så opmærksomheds- og energislugende, at der bare ikke er noget tilbage? Krabasken kender ikke svaret.  Men ærgrer sig over fænomenet.