Dette er selvfølgelig altfor kompliceret for en postering på en blog, så Krabasken giver bare et par stikord: Den aktuelle krise for Det konservative Folkeparti er ikke et spørgsmål om den aktuelle ledelses svaghed eller inkompetence.  Det er snarere et spørgsmål om en gigantisk identitetskrise for partiet, som af navn er konservativt, men af gavn er et velfærdsstatsparti.  I det omfang mere ideologiske markeringer finder sted, er der reelt tale om social-liberalisme — og Pia Christmas-Møller stod klart for dette — eller liberalisme, importeret fra Venstre (á la Peter Norsk), og ingen af delene er konservatisme. (Per Stig Møller og Brian Mikkelsen har længe ikke ytret sig ideologisk). 

Partiets ungdomsorganisation udstiller den ideologiske krise for fuld udblæsning.  Check KUs hjemmeside. Javist, der er da en lille gennemgang af konservatisme med de obligate henvisninger til Burke, “forandre for at bevare,” “balance mellem stat og individ,” og lignende. Men det er meget, meget tyndt, ret ubehjælpsomt (og spækket med stavefejl), og ganske ukommittende.  Der er reelt heller ikke meget konservatisme i KUs faktiske ageren, der som oftest former sig som en hyldest til liberalisme. Man kunne måske formode, at en “konservativ ungdom” værdsætter traditionelle værdier, men det er der ikke mange spor af på hjemmesiden.  

De konservative vil givetvis kunne opleve et mandatmæssigt boost ved at udskifte Bendt Bendtsen med Lene Espersen. Men det er ingen langsigtet løsning for et parti der må diagnosticeres som ideologisk skizofrent. Hvis Dansk Folkeparti kan frigøre sig fra sit aktuelle kommitment til socialdemokratiske positioner, og kan forbedre sin branding blandt de “pæne” mennesker (og begge dele kan selvsagt blive vanskeligt), får Det konservative Folkeparti et rigtigt problem, for så eksisterer der et genuint konservativt parti.

UPDATE: Her er et indlæg ovre på apologetik.dk om den konservative identitetskrise.