Libertarianere ynder at henvise til Friedrich Hayek’s “Why I am not a Conservative” som støtte for deres kritik af konservatisme.  Man kan absolut diskutere hvor velvalgt Hayek er som autoritet i dette forehavende: realiteten er at Hayek i mangt og meget er, hvad man idag må betragte som  en konservativ politisk filosof, med et kun delvist overlap med moderne libertarianisme (mange amerikanske libertarianere ser også med største skepsis på Hayek, som de betragter som betænkeligt socialdemokratisk!).

Krabasken har netop genlæst Hayeks fine essay fra 1945, “Individualism: True and False,” som burde være pligtlæsning for alle propelhats- (eller måske snarere klaphats-) liberalister (tænk De hvide Giraffer). Essayet er desværre ikke online (så vidt jeg kan se), men findes i Hayeks Individualism and Economic Order, som under alle omstændigheder er en investering værd.  Som bekendt laver Hayek en skelnen i essayet mellem den “sande individualisme” som går tilbage til Locke, Mandeville, Hume, Ferguson, Smith og Burke, og betoner organisk fremvoksede traditioner, og den “falske,” som er rationalistisk,  af kontinental oprindelse, betoner rationelt design og den sociale kontrakt, fornuft, og ser politik som et spørgsmål om deduktion fra “first principles”.

Hayeks distinktion gælder klassisk-liberale/konservative  i forhold til mere eller mindre socialistiske samfundsingeniører. Men selvom denne distinktion stadig er relevant, har den fået en større bredde. For de “sande individualister,” der lægger vægt på menneskelig fejlbarlighed, ikke mindst i politikken, og som derfor betoner inkrementalisme og betydningen af traditioner som ledetråde, står idag overfor en ny generation af “falske individualister.”  De er ikke socialister, men de deler socialisternes tyrkertro på rationalitet. De er som regel ateister, og kerer sig i det hele taget ikke meget om traditionelle værdier. De er ofte revolutionære.  De er libertarianere!