Gennem de seneste 5, måske 10, år er tidens forfængelige og bevidstløse ungdomsdyrkelse slået markant igennem i medierne. Der er selvfølgelig tale om en kumulativ tendens og om en generel MTV’isering af medierne.  Studieværterne bliver yngre og yngre, kvieøjnene (og barmene) bliver større og større, uvidenheden vokser og vokser, en interviewteknik der primært handler om at spørge til offerets følelser bliver mere og mere anvendt, etc.

Særligt gratis-aviserne er totalt domineret af barnejournalisterne og deres infantile univers. JP og Berlingske holder stadig (nogenlunde) stand (med undtagelse af Berlingskes søndags-tillæg M/S), mens Politiken og Information skrives for 26-årige af 24-årige. Klumme-skribenterne, der mestendels er skuespillere på andenrangs teatre, digtere med en enkelt samling med et oplag på 132 eksemplarer bag sig, eller lignende har masser af meninger men intet substantielt at have dem i.  De er som regel singler. Klummerne starter ofte: “Kæreste ringede…”.  Næste afsnit handler om sko-indkøb. Universet er defineret ved København.  Der er intet federe end Nørrebro. Elmegade, 80 meter snusket Nørrebro-gade med nogle små skod-agtige hænge ud-steder, er et sikkert referencepunkt.  Man har styr på værdierne. Pia Kjærsgård er en heks; Farshad Kholgi omtales som “Fascist Kholgi”; Uriasposten hedder “urin-posten” i dét univers; etc.

Det var måske ikke noget problem hvis barnejournalisterne holdt sig til petit-journalistikken. Den er der jo også et publikum til.  Men journalistik i Danmark er generelt ved at blive til barne-journalistik. Det skal man også have med når man besværer sig over den venstreorienterede bias i journalistikken: venstreorientering og infantilisme er tæt relaterede.