… er overskriften på en fremragende kronik i fredagens JP. Forfatteren er statskundskabsprofessoren Peter Nedergård, der vistnok er en slags socialdemokrat, men bestemt formår at markere gode kulturkonservative takter. Et uddrag:

Jeg har fået for nylig fået fortalt følgende illustrerende anekdote om danskernes sproglige selvkolonisering, som vi denne gang blev reddet fra af et engelsk konsulentfirma: For nogle år siden bad Øresundskonsortiet det engelske konsulentfirma Saatchi & Saatchi om et råd om, hvad man skulle kalde Øresundsbroen, og man havde vist forestillet sig noget i retning af ”the Oresound Bridge”, ”the Sound Bridge” eller ”the Baltic Bridge”. Svaret fra konsulentfirmaet blev imidlertid ”Øresundsbron” med det helt særegne danske (og norske) “Ø” foran og den svenske version af broen bagefter. Moralen er, at man ikke bliver “international” via den engelske efterabning, men man kan måske bidrage med noget internationalt spændende ved at stå ved sit eget nationale særpræg.

Maleren Harald Giersing udtrykte samme synspunkt på følgende måde: »Al national kunst er dårlig, al god kunst er national.« Man skal ikke være tilstræbt national, men vil man lave noget af kvalitet, vil man automatisk komme til at trække på sine nationale rødder. Der ligger også det i det, at kun hvis man har nogle nationale rødder at trække på, vil man kunne levere noget internationalt interessant.