Nye lavpunkter defineres i den hjemlige politiske debat. Pressen fører ofte an. Forleden var Birte Rønn-Hornbech i samråd om de irakiske kirkebesættere, og blev af journalisten to gange spurgt — spørgsmålet var tydeligvis ment som en rigtig lammer — om hun “selv ville holde ferie i Irak”. Der er ganske ingen logik overhovedet i spørgsmålet, og ministeren afviste naturligvis at besvare skriverkarlens tåbeligheder.

Men politikerne kan sandelig også være med. Se således Jyllands-Postens referat fra dagens afslutningsdebt, hvor Henriette Kjær citeres for følgende: “At overlade ansvaret for det danske samfund til en regering med Socialdemokraterne og SF, vil være det samme, som hvis man satte Bjørne Banden til at vogte Joachim Von Ands pengetank.” Og oppositionen svarer igen på akkurat samme infantile niveau.  Der er virkelig ingen grund til at have kvabbalser over sammenligninger med børnehaver. Det er deskriptivt korrekt.