Det danske samfund er i stigende grad ved at blive efternavnsløst.  Da Krabasken gik i folkeskole–det var i 1970’erne–var de ældre lærere nogle man til- og omtalte som “Herr Sørensen,” “Fru Nielsen,” etc.  De færreste børn idag, i det mindste i de mindre klasser, synes at have nogen idè om hvad deres lærere hedder til efternavn, ja, endog at de måtte have et sådant. 

Dette gælder selvsagt så meget mere i børnehave og vuggestue, hvor pædagogerne som regel kun præsenterer sig med fornavn, også i telefonen. (Den ganske muntre Poul Joachim Stender anbefaler at man i sådanne tilfælde replicerer, “Goddag, lille Katrine (Jonna, Miriam, … eller hvad goggen nu måtte hedde) … er der nogle af de voksne tilstede?”).  Enhver der har været ude at se på nyt hus eller lejlighed ved at ejendomsmæglere altid “præsenterer” sig med fornavn. På Venstres netop overståede landsmøde interviewede Statsministeren som led i sin præsentation “Simon”, en kaptajn af reserven, udsendt til Afghanistan.  Man kunne blive ved.

Praksissen er en anmassende og kælen vederstyggelighed. Mange af os sætter faktisk pris på den distance som et efternavn giver (specielt ifht. ejendomsmæglere).  Det giver faktisk anledning til seriøse koordinationsproblemer når man skal ud af, hvilken Simon, Jacob, etc. det var  man var i kontakt med blandt et firmas mange Simon’er, Jacob’er etc. Men mere grundlæggende er tendensen udtryk for et tiltagende historie- og traditionsløst samfund, hvor slægten og den historiske kontinuitet går fløjten til fordel for det fornavns-behængte jeg. For en konservativ er det en tendens, der må bekæmpes. Brug efternavn!!