You are currently browsing the category archive for the ‘Avisartikler’ category.

En oversigt fra dagens Jyllands-Post over hvad de kan byde på, rent kulturelt:

  • Mageløse Montmartre-masker
  • Harald Blåtands gård er fundet
  • Hitler og hobitter hader vuvuzelaen
  • Apple: Forkert at forbyde bryster
  • Tolstoys tipoldebarn vækker opsigt
  • Værsgo’ – sæt dig og spil som du vil!
  • Populært musikkorps reddede livet
  • Vægtere viser kunst ud på aftenen
  • Kirkegård skjuler unik kunstskat
  • Iransk styre frygter død kvinde
  • 572 sange på én dag – næsten
  • Forsvaret forbyder koncert
  • Kunstnere bestjålet mens de sov
  • Politikere vækkes med fuld musik
  • Ballerinaens hemmelige dobbeltliv
  • Hollandsk politi forbyder rap-stjerne
  • Filmstjerne: Lad mig SÅ være i fred!
  • TV-sport gør modne mænd til drenge
  • Musikkorps i krig for overlevelse
  • Elton John trodsede Israel-boykot

Flot!! Men hvordan kan det være anderledes i et land hvis udenrigsminister starter sin (floskuløse og tomme) kronik (sammesteds) således:

Den Lille Havfrues rejse er et eksempel på regeringens vision om, at dansk kulturliv skal have udsyn i en verden i voldsom forandring. En kvalificeret internationalisering af det danske kulturliv skal sikre, at Danmark ikke blæses omkuld af den globale kultur

Reklamer

MetroXpress er ikke infantil-journalistikkens højborg; den udgøres af skiftevis Nyhedsavisen og Politiken. Men MetroXpress kan så sandelig være med. Check for eksempel dagens forsidehistorie, “Festival gør folk til bedre medarbejdere,” der er en agurketidshistorie skrevet på baggrund af en barnejournalists beskedne erfaringsunivers og med indforskrevet ekspertbistand fra en nybegynderforsker (“barnejournalist møder barneforsker”). Her er lidt lyrik fra artiklen:

På Roskilde Festival er man kreativ, sjov og dyrker fællesskabsfølelsen – og det giver bonus på arbejdspladsen.

Er man en af dem, der drømmer om at feste igennem på Roskilde Festival, og som endnu ikke har fået fri fra arbejde, er der her et seriøst argument til chefen. Et argument støttet af forskning.

»Roskilde Festival er en stor voksen-lege­plads, hvor man kan være andet end det, man er til hverdag. Lige nu efterlyser virksomhederne kreative medarbejdere. Og hvis man skal være kreativ, skal man lege. Ellers går det i stå,« siger Ann Charlotte Thorsted, forsker i innovation og voksenleg, som mener, at det i mange tilfælde vil give god mening, hvis chefen siger ja til at lade sine ansatte drage af sted til fire dages festival som inspiration til arbejdet.

»Der sker nogle erkendelser, når man bliver ramt i hjertet af musik under en koncert. Det er en god følelse, som man gerne vil bringe videre til andre på jobbet. Der er stadig de gammeldags industrivirksomheder, som ser anderledes på den slags, men de falder bag om dansen i fremtiden. Der ligger et krav i tiden om, at arbejdet skal være sjovt,« siger hun

Ann Charlotte Thorsted, den til artiklen indforskrevne “ekspert” er “PhD fellow” (det kalder phd-studerende det, når de ikke vil hedde “studerende”) på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor hun startede i april dette år. Hendes omfattende forskning betyder således, at hun har kompetence til at etablere at:

  • Virksomhederne “lige nu” efterspørger “kreative medarbejdere.” (Og det gjorde de ikke for 2 år siden? Eller?).
  • De “gammeldags industrivirksomheder falder bag om dansen” (går bag om dansen?) hvis de ikke giver medarbejderne fri i fire dage til at tage til Roskilde-festival.  (Og det ved hun hvorfra? Hvilke internationalt publicerede, peer-reviewede undersøgelser understøtter dette?).
  • “hvis man skal være kreativ skal man lege.” Tjaaa … Det er vist en ren sammenblanding af at det explorative kan være fælles for såvel leg som kreativitet. Men leg kan være yderst formel og ukreativ. Og kan man ikke være “kreativ” uden at lege? Forlyder der noget om at Dostojevski legede? Eller Wagner? Eller Gödel?  Særdeles alvorlige herrer. De har næppe leget meget. Men de var kreative som bare Fanden.

 

Er Berlingske ved at genopfinde sig selv som konservativ avis? Her er — for en gangs skyld men lad det ikke blive den sidste — en konservativ leder i Berlingske Tidende.

Det er et stykke tid siden at jeg har checket Nomos-blog, så lad mig ile med at anbefale  Morten Uhrshov Jensens vurdering af Majestætens nytårstale og ikke mindst Lars Christiansens zapning af “Lennon-evangeliet.” Det frydede Krabasken at se hade-sangen no.1, den idiotiske “Imagine,” blive taget under vingebenet!

Drengene ovre på Konservativ Reaktion har leveret en række gode indlæg her i julen.

Selvom Krabasken ikke gider engagere sig i de andre højreblogs mission om at levere løbende medie-kommentarer, og under alle omstændigheder ikke kan gøre det så godt som Urias-Kim, så er Ole Birk Olsen som grill-mester alligevel så underholdende, at det fortjener at blive nævnt her.  Enjoy!

Fremragende konservativ kommentar af Katrine Winkel Holm, som bare bliver bedre og bedre.

Her er en fin konservativ tekst ved Charles Murray, “Prole Models: America’s Elites Take Their Cues From the Underclass.” Rystende meget af det kan direkte overføres på danske forhold. Her er en central passage:

Language, appearance, sex, and family: Each of the signs by which we used to recognize a member of the underclass fails today. But the proletarianization of the dominant minority has broader implications than changes in social norms. What we are witnessing is the aftermath of a collapse of the code of the elites, creating a vacuum in which underclass behavior takes on the elements of a code.

By code I mean your internal yardstick for tracking how you measure up to a standard that is accepted by those whose approval you seek. I will focus here on the code of the gentleman as it evolved in this country, where it had nothing to do with being rich or wellborn. To be an American gentleman meant that one was brave, loyal and true. When one was in the wrong, one owned up and took one’s punishment like a man. One didn’t take advantage of women. One was gracious in victory and a good sport in defeat. One’s handshake was more binding than any legal document. When the ship went down, one put the women and children into the lifeboats and waved goodbye with a smile.

They used to be rules. Now they are jokes. Some men still live by them–there is a lot of stealth virtue going around–but they are embarrassed to say what they are doing. The code of the gentleman has collapsed, just as the parallel code of the lady has collapsed.