You are currently browsing the category archive for the ‘Danske konservative’ category.

Nye lavpunkter defineres i den hjemlige politiske debat. Pressen fører ofte an. Forleden var Birte Rønn-Hornbech i samråd om de irakiske kirkebesættere, og blev af journalisten to gange spurgt — spørgsmålet var tydeligvis ment som en rigtig lammer — om hun “selv ville holde ferie i Irak”. Der er ganske ingen logik overhovedet i spørgsmålet, og ministeren afviste naturligvis at besvare skriverkarlens tåbeligheder.

Men politikerne kan sandelig også være med. Se således Jyllands-Postens referat fra dagens afslutningsdebt, hvor Henriette Kjær citeres for følgende: “At overlade ansvaret for det danske samfund til en regering med Socialdemokraterne og SF, vil være det samme, som hvis man satte Bjørne Banden til at vogte Joachim Von Ands pengetank.” Og oppositionen svarer igen på akkurat samme infantile niveau.  Der er virkelig ingen grund til at have kvabbalser over sammenligninger med børnehaver. Det er deskriptivt korrekt.

Reklamer

Dette er selvfølgelig altfor kompliceret for en postering på en blog, så Krabasken giver bare et par stikord: Den aktuelle krise for Det konservative Folkeparti er ikke et spørgsmål om den aktuelle ledelses svaghed eller inkompetence.  Det er snarere et spørgsmål om en gigantisk identitetskrise for partiet, som af navn er konservativt, men af gavn er et velfærdsstatsparti.  I det omfang mere ideologiske markeringer finder sted, er der reelt tale om social-liberalisme — og Pia Christmas-Møller stod klart for dette — eller liberalisme, importeret fra Venstre (á la Peter Norsk), og ingen af delene er konservatisme. (Per Stig Møller og Brian Mikkelsen har længe ikke ytret sig ideologisk). 

Partiets ungdomsorganisation udstiller den ideologiske krise for fuld udblæsning.  Check KUs hjemmeside. Javist, der er da en lille gennemgang af konservatisme med de obligate henvisninger til Burke, “forandre for at bevare,” “balance mellem stat og individ,” og lignende. Men det er meget, meget tyndt, ret ubehjælpsomt (og spækket med stavefejl), og ganske ukommittende.  Der er reelt heller ikke meget konservatisme i KUs faktiske ageren, der som oftest former sig som en hyldest til liberalisme. Man kunne måske formode, at en “konservativ ungdom” værdsætter traditionelle værdier, men det er der ikke mange spor af på hjemmesiden.  

De konservative vil givetvis kunne opleve et mandatmæssigt boost ved at udskifte Bendt Bendtsen med Lene Espersen. Men det er ingen langsigtet løsning for et parti der må diagnosticeres som ideologisk skizofrent. Hvis Dansk Folkeparti kan frigøre sig fra sit aktuelle kommitment til socialdemokratiske positioner, og kan forbedre sin branding blandt de “pæne” mennesker (og begge dele kan selvsagt blive vanskeligt), får Det konservative Folkeparti et rigtigt problem, for så eksisterer der et genuint konservativt parti.

UPDATE: Her er et indlæg ovre på apologetik.dk om den konservative identitetskrise.

For en 4-5 år siden var liberalisme den dominerende tendens blandt borgerlige kommentatorer. Det var heydays for Christopher Arzrouni, hans våbenbrødre (f.eks. Peter Kurrild-Klitgård), og hans mindre subtile kloner (David Karsbøl og utallige VU’ere), samt ca. halvdelen af Selskabet Libertas og diverse universitetsansatte (Jesper Lau Hansen og Christian Bjørnskov). CEPOS har på mange måder samlet og koordineret deres indsats, iøvrigt på fortræffelig vis.

Desværre var “Liberalisterne” ofte karakteriseret ved plat værdisubjektivisme, og ved stort set overvejende at fokusere på den økonomiske dimension af værdikampen. Mange af dem fandt eksplicit lede ved “statskonservative” (á la Ditlev Tamm) som de ofte (fejlagtigt) associerede med kulturkonservatisme. (Michael Bonde Nielsen var tæt på at erklære Nomos for alle danske liberales hovedfjende). I det hele taget lå (høj-)kultur dem øjensynlig fjernt. Meget sigende gør Arzrouni sig nu om stunder mest i medierne som tegneserieanmelder!

Som kulturkonservativ og klassisk liberal glæder det derfor Krabasken at bemærke to tendenser:

1) “Liberalisterne” synes at blive tiltagende opmærksom på konservative værdier (f.eks. Ole Birk Olsen og 180-grader (se her); Peter Kurrild i nogle af hans Groft Sagt-kommentarer). Det hænger selvfølgelig sammen med at et liberalt samfund er funderet på bestemte værdier, og at propelhats-liberalisme á la VU’ere der advokerer polygami og store dele af den amerikanske libertarianske bevægelse, effektivt undergraver disse værdier og derfor også graver sin egen grav.

2) Der er et vækstlag af kulturkonservative kommentatorer, som omfatter veteraner som Claes Kastholm og David Gress, der bare bliver bedre og bedre, og nyere kommentatorer som Michael Pihl, Mikael Jalving, og Katrine Winkel Holm. Lektor Henrik Jensen fra RUC ytrer sig også ofte på sympatisk kultur-konservativ vis, og Langballe og Krarup har i al deres aktuelle socialdemokratiske forvirring også ofte gode ting at sige. Bloggere som Urias-Kim har også en klar kultur-konservativ drejning, som de forhåbentlig på et tidspunkt kan manifestere mere omfattende i MSM.

Der er grund til optimisme!