You are currently browsing the category archive for the ‘Dårligt sprog’ category.

Nye lavpunkter defineres i den hjemlige politiske debat. Pressen fører ofte an. Forleden var Birte Rønn-Hornbech i samråd om de irakiske kirkebesættere, og blev af journalisten to gange spurgt — spørgsmålet var tydeligvis ment som en rigtig lammer — om hun “selv ville holde ferie i Irak”. Der er ganske ingen logik overhovedet i spørgsmålet, og ministeren afviste naturligvis at besvare skriverkarlens tåbeligheder.

Men politikerne kan sandelig også være med. Se således Jyllands-Postens referat fra dagens afslutningsdebt, hvor Henriette Kjær citeres for følgende: “At overlade ansvaret for det danske samfund til en regering med Socialdemokraterne og SF, vil være det samme, som hvis man satte Bjørne Banden til at vogte Joachim Von Ands pengetank.” Og oppositionen svarer igen på akkurat samme infantile niveau.  Der er virkelig ingen grund til at have kvabbalser over sammenligninger med børnehaver. Det er deskriptivt korrekt.

Reklamer

… er overskriften på en fremragende kronik i fredagens JP. Forfatteren er statskundskabsprofessoren Peter Nedergård, der vistnok er en slags socialdemokrat, men bestemt formår at markere gode kulturkonservative takter. Et uddrag:

Jeg har fået for nylig fået fortalt følgende illustrerende anekdote om danskernes sproglige selvkolonisering, som vi denne gang blev reddet fra af et engelsk konsulentfirma: For nogle år siden bad Øresundskonsortiet det engelske konsulentfirma Saatchi & Saatchi om et råd om, hvad man skulle kalde Øresundsbroen, og man havde vist forestillet sig noget i retning af ”the Oresound Bridge”, ”the Sound Bridge” eller ”the Baltic Bridge”. Svaret fra konsulentfirmaet blev imidlertid ”Øresundsbron” med det helt særegne danske (og norske) “Ø” foran og den svenske version af broen bagefter. Moralen er, at man ikke bliver “international” via den engelske efterabning, men man kan måske bidrage med noget internationalt spændende ved at stå ved sit eget nationale særpræg.

Maleren Harald Giersing udtrykte samme synspunkt på følgende måde: »Al national kunst er dårlig, al god kunst er national.« Man skal ikke være tilstræbt national, men vil man lave noget af kvalitet, vil man automatisk komme til at trække på sine nationale rødder. Der ligger også det i det, at kun hvis man har nogle nationale rødder at trække på, vil man kunne levere noget internationalt interessant.

De har sikkert bemærket fænomenet i vores bybilled(er) i disse dage: De store gule plakater med “sale.” For 10 år siden, og måske blot 5, hed fænomenet “udsalg.” Desuagtet at 99% af kunderne er danskere, og at der garanteret intet ekstrasalg er ved at brøle på engelsk snarere end på dansk, skal vi alligevel have “sale” smidt i masken af et ofte irrationelt men altid leflende erhvervsliv. Kære læser, brok Dem til Deres lokale ekspedient, forretningsindehaver, etc. og bed om at få det gode danske ord “udsalg” tilbage.

De fleste har nok hørt om “Sokal-affæren“, det vil sige fysikeren Alan Sokals stunt med at indsende det vitterlige vrøvl (i hans egne ord “a pastiche of left-wing cant, fawning references, grandiose quotations, and outright nonsense”) til et fint post-modernistisk tidskrift indenfor litteraturvidenskab, få det accepteret, og samtidig med publiceringen hænge redaktionen ud i et andet tidsskrift som de kvaj de rettelig var. 

De færreste ved imidlertid at Sokal-affæren sådan set blot var en gentagelse af et tidligere stunt indenfor den rigtige litteratur, begået af den konservative australske lyriker James McAuley. McAuley konstruerede i 1944 sammen med en anden lyriker, Harold Stewart, en fiktiv modernistisk digter, Ern Malley, bryggede nogle latterlige, halv-randomiserede (stroferne var mere eller mindre tilfældigt plukket fra aviser) digte sammen, opfandt en tragisk historie (tidligt afdød digter etc..), og indsendte digterne til et selvhøjtideligt modernistisk tidsskrift, hvor redaktøren begejstret accepterede og publicerede dem.  Da svindelnummeret afsløredes kollapsede tidsskriftet, og redaktøren blev uhjælpeligt til grin. Det modernistiske establishment i Australien formåede dog som hævn effektivt at udelukke McAuley fra det “fine” selskab indtil hans død i 1976.

Er der ikke en eller anden, der kan lave et lignende stunt på et eller andet dansk selvhøjtideligt litteraturtidskrift?  Eller endnu bedre, konstruere en “generator af modernistiske digte” á la denne), så vi nyde godt af konstruktioner som denne:

Pærehuset

Jeg ser dit smil

som et tågesyn som hah-hah-hah-hah-haaaaaahhhh

Entrecóte

Reklamer