You are currently browsing the category archive for the ‘Narcissisme’ category.

Her på Krabasken prøver vi at holde en moderat tone, så lad os nøjes med at konstatere at Kathrine Lilleør er ret glad for presse og medier–der blogges, skrives jævnlige kommentarer, produceres bøger, afleveres TV-gudstjenester, og optrædes i diverse dameblade. Det er også blevet til medlemsskab af diverse kommissioner og en PhD-grad. Kan en dame med et sådant energiniveau lade sig nøje med et pastorat i Slagslunde-Ganløse sogn? Næppe.

Lilleør har i dagens Berlingske en “Ugens Opinion” (ser desværre ikke ud til at være online (endnu)), der føjer sig til den lange række af spankninger af kulturminister Carina Christensen. Der er tale om en række af besynderlige insinuationer (det nye kulturudspil giver således Lilleør lyst til at nynne “Nu dages det, brødre”!) og påstande der skal male et portræt af kulturministeren som en kulturelt fladpandet  kommunal socialdemokrat.  Det er èn fortolkning–som iøvrigt er blevet kolporteret cirka 100 gange de seneste måneder af diverse debattører. Det kan endda være at det er den rigtige fortolkning (og Krabasken har ingen speciel sympati for Carina Christensen). Men når vi nu er ude på insinuationernes vilde vover, så lad os bare vove den påstand, at Lilleør meget gerne vil være ny kulturminister når–som det vel er forventeligt–Christesen bliver skiftet ud senere på året.

Reklamer

Den konservative blogger David Warren har en post om Benazir Bhutto, som kan tjene som fin antidose til MSMs naive og sentimentale italesættelse af hende som en slags aristokratisk demokrat. (Mønsteret er klart: Smukke (men uduelige) kvindelige ledere får disproportionalt mere snor af MSM — tænk Winnie Mandela (i hendes yngre år), Evita Peron, og nu Bhutto). For dem der kan lide dét er der noget saftigt sladder, men tyngden i posten er den afsluttende analyse:

Faced with the actual problems of Pakistan, she twice made a disastrous prime minister. Her death obviates a third term. But the legacy creates as large a mess. She tutored her supporters to blame President Musharraf for any harm that might come to her, so that when Al Qaeda pulled off the murder, they scored twice. In addition to killing a hated symbol of Westernization, they set the mobs not against themselves, but against Musharraf. As I have argued before in these columns, for all his visible faults, Musharraf has been dealing to the limit of his abilities and opportunities with the actual problems of Pakistan.

Krabasken plejer blot at bladre hurtigt igennem Berlingske Søndags narcissistiske og barnlige dameblads-tillæg, M/S. Men min opmærksomhed fangedes idag af et interview med Nina Rasmussen, nu med mellemnavnet “Aisha”. Hun vil være nogle bekendt som den ene halvdel af “Nina og Hjalte“.    Læs resten af dette indlæg »