You are currently browsing the category archive for the ‘Pølsesnak’ category.

MetroXpress er ikke infantil-journalistikkens højborg; den udgøres af skiftevis Nyhedsavisen og Politiken. Men MetroXpress kan så sandelig være med. Check for eksempel dagens forsidehistorie, “Festival gør folk til bedre medarbejdere,” der er en agurketidshistorie skrevet på baggrund af en barnejournalists beskedne erfaringsunivers og med indforskrevet ekspertbistand fra en nybegynderforsker (“barnejournalist møder barneforsker”). Her er lidt lyrik fra artiklen:

På Roskilde Festival er man kreativ, sjov og dyrker fællesskabsfølelsen – og det giver bonus på arbejdspladsen.

Er man en af dem, der drømmer om at feste igennem på Roskilde Festival, og som endnu ikke har fået fri fra arbejde, er der her et seriøst argument til chefen. Et argument støttet af forskning.

»Roskilde Festival er en stor voksen-lege­plads, hvor man kan være andet end det, man er til hverdag. Lige nu efterlyser virksomhederne kreative medarbejdere. Og hvis man skal være kreativ, skal man lege. Ellers går det i stå,« siger Ann Charlotte Thorsted, forsker i innovation og voksenleg, som mener, at det i mange tilfælde vil give god mening, hvis chefen siger ja til at lade sine ansatte drage af sted til fire dages festival som inspiration til arbejdet.

»Der sker nogle erkendelser, når man bliver ramt i hjertet af musik under en koncert. Det er en god følelse, som man gerne vil bringe videre til andre på jobbet. Der er stadig de gammeldags industrivirksomheder, som ser anderledes på den slags, men de falder bag om dansen i fremtiden. Der ligger et krav i tiden om, at arbejdet skal være sjovt,« siger hun

Ann Charlotte Thorsted, den til artiklen indforskrevne “ekspert” er “PhD fellow” (det kalder phd-studerende det, når de ikke vil hedde “studerende”) på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor hun startede i april dette år. Hendes omfattende forskning betyder således, at hun har kompetence til at etablere at:

  • Virksomhederne “lige nu” efterspørger “kreative medarbejdere.” (Og det gjorde de ikke for 2 år siden? Eller?).
  • De “gammeldags industrivirksomheder falder bag om dansen” (går bag om dansen?) hvis de ikke giver medarbejderne fri i fire dage til at tage til Roskilde-festival.  (Og det ved hun hvorfra? Hvilke internationalt publicerede, peer-reviewede undersøgelser understøtter dette?).
  • “hvis man skal være kreativ skal man lege.” Tjaaa … Det er vist en ren sammenblanding af at det explorative kan være fælles for såvel leg som kreativitet. Men leg kan være yderst formel og ukreativ. Og kan man ikke være “kreativ” uden at lege? Forlyder der noget om at Dostojevski legede? Eller Wagner? Eller Gödel?  Særdeles alvorlige herrer. De har næppe leget meget. Men de var kreative som bare Fanden.

 

Blogosfæren anprises ofte for sit bidrag til meningsdannelse og debat. Naturligvis er et aspekt af dette. at enhver dilettant kan kloge sig om ting han eller hun intet ved om. 

In casu: Ovre på studenterbloggen Verden er min altan, filosoferer Hawaleschka om “socialt ansvar og ejernes interesser” (og sammenblander i processen 234 hver for sig ekstremt komplekse problemstillinger). Han deklamerer pompøst: “Jeg er med andre ord tilhænger af den “skole” der mener, at virksomhedens første og eneste formål er, at skabe værdi for de mennesker, der har skudt midler i foretagendet.” 

Jamen, det er da fint. Men mon stud.jur. Hawaleschka har læst lidt af den enorme forskningslitteratur om emnet? Har han sat sig ind i den grundlæggende finansieringslitteratur om shareholder value? Forstår han hvordan principal-agent-problemerne varierer med shareholder versus stakeholder-målsætninger? Forstår han hvilken forskel kontraktsregimet gør (komplet eller inkomplet)?  At nøglemedarbejdere, der bestemt er stakeholders, foretager virksomhedsspecifikke investeringer i deres human kapital?

Bundlinien er at det meget vel kan være at shareholder-synsvinklen er korrekt. Men man bør vide hvad man snakker om. Et blogopslag på mises.org betyder nok ikke at man sluger alverdens visdom (selvom det kan være en start). Når nu Hawaleschka er stud.jur. kan han jo passende starte med at læse lidt af Margaret Blair. Hun har publiceret kvalificeret om disse ting i ansete juridiske tidsskrifter, og er så langt fra dilettantisk pølsesnak som man kan komme.

Et site/blog der hedder “ProgressivtNet” (hvorfor er venstreorientede altid så umådeligt beskedne?) linker til Krabaskens post om “Den konservative krise” neden for.  Det er Krabasken ikke udpræget glad for, for han har ikke lyst til at blive søbet ind i et foretagende, der “samler udvalgte centrum-venstre blogs”, og hvor pølsesnak som følgende kolporteres (af uklare årsager rubriceret under “humor”):  

“I USA har den fundamentalistiske højrefløj i et par år kørt en “War on christmas” kampagne imod venstrefløjen (se også Media Matters). I dag kopierede Dansk Folkeparti så kampagnen – denne gang rettet imod muslimer: Det er “ulideligt fedteri for muslimerne” når Udenrigsministeriet skriver Seasons Greetings og ikke Merry Christmas på de officielle julekort. Amerikanerne har dog allerede afsløret plottet: O´Reilly: “War” on Christmas part of “secular progressive agenda” that includes “legalization of narcotics, euthanasia, abortion at will, gay marriage””

Klassiske associationstricks en masse!! Med andre ord: Retorik i ordets allerværste betydning.  Det er desværre et helt generelt problem på stort set alle politiske blogs.  Det er værst på venstefløjen, men højrefløjsblogs har også deres andel af latterligheder, overdrivelser, påberåbelse af absurde (og ofte misforståede) argumenter hentet fra  Ayn Rand, etc.

Man skal ikke have fulgt meget med i aviserne, P1 og blogosfæren for at have stødt på navne som Malene Busk (adjunkt, Kunstakademiets Arkitektskole), Tim Jensen  (lektor, SDU), Tabish Kair (lektor, Århus Universitet), Gunna Funder Hansen (adjunkt, SDU), Mark Lorenzen (lektor, Copenhagen Business School), Rikke Andreassen (lektor, Lunds Universitet).  Der er tale om unge eller yngre personer, der er særdeles højrøstede, medievante, ofte har synspunkter der er meget politisk korrekte på den SF/Enhedsliste-agtige måde, og udtaler sig med stor skråsikkerhed og ofte megen indignation. Ritige eksperter, hva’ ba?

I det hele taget er der de seneste cirka fem år opstået et lag af kommenterende og politiserende eksperter med en klar venstredrejning. Checker man deres akademiske credentials begynder man at ane uråd.  Tim Jensen har ikke engang en PhD-grad. Tabish Khair lister på sin hjemmeside artikler i Dagbladet Information som tidsskriftsartikler! Det gør han også med en ensides kommentar i The Guardian Literary Review.  (Med “tidsskriftsartikler” menes i dansk forskningspraksis almindeligvis artikler i tidsskrifter med “blinde” reviewers). Rikke Andreassens forskningsindsats forekommer ret så tyndbenet.  Malene Busk synes ganske umeriteret (eller har bare ikke lagt noget CV ud).

Sporene skræmmer.  Noget kunne tyde på, at vi har at gøre med “eksperter” der istedet foren akademisk indsats forfølger en indsats i medierne.  Det er selvsagt problematisk, fordi eksperter i form af adjunkter, lektorer og professorer nu en gang bør være stærkt akademisk meriterede.   Så svært er det altså ikke at blive adjunkt eller lektor på et universitet eller en læreanstalt.  Der skal mere til før man kan udtale sig som “ekspert” (ihvertfald om ting der ligger ud over éns PhD-afhandling).

Heldigvis er der særdeles meriterede eksperter der udtaler sig om vægtige samfundsanliggende.  Enten er de teknokratiske økonomer (ikke et ondt ord om dét) — eller også er de borgerligt-liberale — nemlig debattører som Peter Kurrild-Klitgaard, Jesper Lau Hansen og Christian Bjørnkjær.  Godt vi har dem!  Og bare MSM snart ville indse klasseforskellen.

Krabasken er i embeds medfør meget ofte på vingerne. Han hader hele det latterlige ritualiserede set-up omkring flyvning (stewardesser der giver fundamentalt overflødige sikkerhedsinstruktioner; overflødig kontrol af håndbagage; tåbelige medpassagerer, der såsnart spænd bælte-indikatorerne er ophørt med at lyse efter landing kaster sig ud på midtergangen for at tilbringe de næste 10 minutter dér i voksende irritation; etc. etc.) –men ikke mindst hader han lufthavns-reklamer.

Særlig piner HSBCs reklamer det konservative krabaskhjerte.  Hvis De har besøgt verdens lufthavne indenfor det sidste års tid, er sandsynligheden 1 for at De har set bankens reklamer. De er overalt. De plejer at bestå i to sammensatte plakater, med det samme billede på hver, men modsatrettede begrebspar (på billedet kan fx være en mand i suit og en autonom med ordene “leader” og “follower”, hvorefter de på næste plakat med samme billeder er vendt).

Læs resten af dette indlæg »

De fleste har nok hørt om “Sokal-affæren“, det vil sige fysikeren Alan Sokals stunt med at indsende det vitterlige vrøvl (i hans egne ord “a pastiche of left-wing cant, fawning references, grandiose quotations, and outright nonsense”) til et fint post-modernistisk tidskrift indenfor litteraturvidenskab, få det accepteret, og samtidig med publiceringen hænge redaktionen ud i et andet tidsskrift som de kvaj de rettelig var. 

De færreste ved imidlertid at Sokal-affæren sådan set blot var en gentagelse af et tidligere stunt indenfor den rigtige litteratur, begået af den konservative australske lyriker James McAuley. McAuley konstruerede i 1944 sammen med en anden lyriker, Harold Stewart, en fiktiv modernistisk digter, Ern Malley, bryggede nogle latterlige, halv-randomiserede (stroferne var mere eller mindre tilfældigt plukket fra aviser) digte sammen, opfandt en tragisk historie (tidligt afdød digter etc..), og indsendte digterne til et selvhøjtideligt modernistisk tidsskrift, hvor redaktøren begejstret accepterede og publicerede dem.  Da svindelnummeret afsløredes kollapsede tidsskriftet, og redaktøren blev uhjælpeligt til grin. Det modernistiske establishment i Australien formåede dog som hævn effektivt at udelukke McAuley fra det “fine” selskab indtil hans død i 1976.

Er der ikke en eller anden, der kan lave et lignende stunt på et eller andet dansk selvhøjtideligt litteraturtidskrift?  Eller endnu bedre, konstruere en “generator af modernistiske digte” á la denne), så vi nyde godt af konstruktioner som denne:

Pærehuset

Jeg ser dit smil

som et tågesyn som hah-hah-hah-hah-haaaaaahhhh

Entrecóte

Steen Hildebrandt er navnet på en professor i erhvervsøkonomi på det tidligere Handelshøjskolen i Århus. Han er særdeles produktiv hvad angår boganmeldelser, kronikker og foredrag. Det synes at ligge lidt tungere hvad angår den egentlige forskning. Men der er selvfølgelig også brug for boganmeldere. Forfatterne af de bøger der anmeldes af Hildebrandt er sikkert også glade for ham: Hildebrandt anmelder i særdeles positive, omend floskuløse, vendinger. Givetvis en rar mand.

Han har dog fornylig begået en bog — Company Karma — sammen med ejeren af Hummel, den ikke mindre floskuløse Christian Stadil.  Her er Berlingske Business’ omtale af bogen, hvorfra vi citerer dette enestående eksempel på en overlegen blanding af det mest banale med det værste vrøvl.  

Regeringens og kommunernes mulighed for at løse problemer bliver stadig mindre, og derfor får virksomhederne et stadig større ansvar i forhold til naturen og samfundet. Alle de beslutninger, der virkelig batter noget, er beslutninger, der tages af virksomheder og forbrugere. Virksomhederne må påtage sig et ansvar for, at vi for eksempel ikke er stressede og har et nedbrydende arbejdsmiljø.

Særligt den dér med “Alle de beslutninger, der virkelig batter noget, er beslutninger, der tages af virksomheder og forbrugere” er jo en perle: Finansloven betyder ikke noget. EU betyder ikke noget. Den amerikanske præsident. Fortsæt selv.