You are currently browsing the category archive for the ‘Populær kultur’ category.

En oversigt fra dagens Jyllands-Post over hvad de kan byde på, rent kulturelt:

  • Mageløse Montmartre-masker
  • Harald Blåtands gård er fundet
  • Hitler og hobitter hader vuvuzelaen
  • Apple: Forkert at forbyde bryster
  • Tolstoys tipoldebarn vækker opsigt
  • Værsgo’ – sæt dig og spil som du vil!
  • Populært musikkorps reddede livet
  • Vægtere viser kunst ud på aftenen
  • Kirkegård skjuler unik kunstskat
  • Iransk styre frygter død kvinde
  • 572 sange på én dag – næsten
  • Forsvaret forbyder koncert
  • Kunstnere bestjålet mens de sov
  • Politikere vækkes med fuld musik
  • Ballerinaens hemmelige dobbeltliv
  • Hollandsk politi forbyder rap-stjerne
  • Filmstjerne: Lad mig SÅ være i fred!
  • TV-sport gør modne mænd til drenge
  • Musikkorps i krig for overlevelse
  • Elton John trodsede Israel-boykot

Flot!! Men hvordan kan det være anderledes i et land hvis udenrigsminister starter sin (floskuløse og tomme) kronik (sammesteds) således:

Den Lille Havfrues rejse er et eksempel på regeringens vision om, at dansk kulturliv skal have udsyn i en verden i voldsom forandring. En kvalificeret internationalisering af det danske kulturliv skal sikre, at Danmark ikke blæses omkuld af den globale kultur

Reklamer

Facebook har vel stadig et ry som et forum for løssluppen teenagenarcissisme.  En facebook-profil er nok heller ikke hovedingrediensen i en beskrivelse af en typisk konservativ.  Mens FB nok i meget høj grad tjener narcissistiske formål, har platformen også over det seneste år gennemgået en markant forældelse, idet stadig flere >18-årige opretter profiler og grupper, heriblandt en række grupper dedikerede til konservative tænkere, politikere, politik, etc. 

Den konservative aktivitet kan på ingen måde måle sig med den libertarianske Facebook-aktivitet, men der er dog grupper dedikerede til så forskellige konservative som Michael Oakeshott, Edmund Burke, Enoch Powell, og Roger Scruton, samt til konservative med stærke libertarianske tendenser som Barry Goldwater og Margaret Thatcher.

Roger Scruton sætter som sædvanlig tingene på plads (se hele indlægget her):

Increasingly, many teachers of the humanities agree with the untutored opinion of their incoming students, that there is no such thing as a distinction between good and bad taste. But imagine someone saying the same thing about humor. Jung Chang and Jon Halliday recount one of the few recorded occasions when the young Mao Tse-tung burst into laughter: it was at the circus, when a tight-rope walker fell from the high wire to her death. Imagine a world in which people laughed only at others’ misfortunes. What would that world have in common with the world of Moliere’s Tartuffe, of Mozart’s Marriage of Figaro, of Cervantes’ Don Quixote, or Laurence Sterne’s Tristram Shandy? Nothing, save the fact of laughter. It would be a degenerate world, a world in which human kindness no longer found its endorsement in humor, in which one whole aspect of the human spirit would have become stunted and grotesque.

Ovre på 180grader.dk har Nikolaj Gammeltoft, der nu har rigelig tid til at blogge mv., en særdeles god klumme med “10 borgerlige nytårsforsætter.” Det sidste, men absolut ikke det mindste, er dette:

“10. Uddan dig selv
Læs bøger, hør musik, gå i teatret og i operaen. Dannelse har været tilbage i flere år og borgerlig intellektualisme har aldrig været mere in. Brug dit frie valg til at forbruge kunst, film, teater og litteratur. Som Henrik Gade Jensen har skrevet tidligere her på siden: “Det er borgerligt at gå i teatret og på kunstudstillinger og betale for det.””

Det er helt rigtigt set og vi har i den grad brug for “borgerlig intellektualisme” — som er uendelig meget mere end studentikos diskussion af “Anthem” af verdens dårligeste forfatter, om det er legitimt at “homestead’e” biblioteksbøger, hvorvidt denne eller hin i Libertarian Party er dum, etc. etc.  Borgerlig intellektualisme er ikke lanceringen af endnu en ligegyldig propelhat-liberalist-blog (der er masser af dem, de mener alle det samme, og de kan ikke stave),  “internet-partier,” eller  vulgære angreb på vort kongehus.  

Borgerlig intellektualisme er ikke mindst en aktiv værdsætning af den vestlige høj/fin-kultur, af vestlige traditioner, og af vores judeo-kristne værdigrundlag.  Den borgerlige kultur er uendelig tæt sammenvævet med disse; ja, er i allerhøjeste grad konstitueret af dem. Venstrefløjen udmærker sig ikke mindst ved at være ahistorisk, kulturløs – og kulturfjendsk. Venstrefløjskultur er højst lavkultur. Tænk Jan Guillou.

Hvis De ikke har gjort det allerede, så læs Paludan-Müller, Gibbons, Mann …  Hør Bach, Beethoven, Nielsen … Skrot Rand, (det meste) science fiction, (de fleste) krimier, og andet åndelig junkfood. Hold helt op med at se TV. Eller tag i det mindste en pause fra alle de dårlige memer.

Her er et indlæg fra Mark Steyn i anledning af 20-året for Allan Blooms Closing of the American Mind.  Gode og sarkastiske kultur-konservative ord af klar relevans for et land med en Kronprins Frederik og en Kenneth Plummer og generelt en elite for hvem høj-kultur er ukendt land.  Et uddrag:

“Popular culture” is more accurately a “present-tense culture”: You’re celebrating the millennium but you can barely conceive of anything before the mid-1960s. We’re at school longer than any society in human history, entering kindergarten at four or five and leaving college the best part of a quarter-century later—or thirty years later in Germany. Yet in all those decades we exist in the din of the present. A classical education considers society as a kind of iceberg, and teaches you the seven-eighths below the surface. Today, we live on the top eighth bobbing around in the flotsam and jetsam of the here and now. And, without the seven-eighths under the water, what’s left on the surface gets thinner and thinner.

* * *

Popular culture used to be very at ease with the inheritance of the past. One of the trends of the last forty years is not just the vanishing of “high culture” but of low-culture jokes about high culture—the variety-show sketches in which Schubert’s mates urge him to come down the pub with him and he says “No, I’ve got to stay in and finish my symphony.” It assumes a residual familiarity—from some half-recalled school lesson—with a bloke called Schubert who wrote an “Unfinished Symphony.”

* * *

The old middle-brow middle-class couples who subscribed to the symphony every season and dutifully sat there through Beethoven, Bartók, Brahms, and Bernstein are all but extinct, and pitied for their inability to cut loose and boogie in the same way we feel sorry for those trapped in a loveless marriage. What a difference it would make if grade-schoolers could know just enough of a smattering of Beethoven’s Pastoral Symphony to recognize the excellent joke “The Simpsons” makes of it. What an achievement it would be if every high-school could acquire a classical catalogue as rich as that used in Looney Tunes when Elmer Fudd goes hunting Daffy Duck or Bugs Bunny. Carl Stalling, who scored those cartoons, often fell back on formula: If someone was in a cave, the orchestra would play “Fingal’s Cave.” But you can’t even do that any more, because no-one gets the joke.