You are currently browsing the category archive for the ‘Uncategorized’ category.

Rundt i de danske gader og på de danske landeveje bevæger sig det meste af døgnet en dyb krænkelse af Ummaen og Profeten. Vi taler om korstogs-bilmærket Alfa-Romeo, og specifikt logoet der pryder køretøjerne fra denne producent. Vi citerer fra Wikipedia-opslaget:

the red cross on a white back ground celebrates the deeds of Giovanni Da Rio who is reputed to have been the first to climb the walls of Jerusalem and erect a cross there during the first crusade. The badge can be seen as a shield, reversed, above the great door of the Castello Sforzesco in Milan.

Her er i sandhed en sag for sagfører Yamani. For ikke at tale om de horder af “unge,” der nu kan fokusere deres berettigede vrede over krænkelsen mod et bestemt bilmærke.

Reklamer

Nej. Den er ikke lagt op af en managementguru, et konsulenthus, en alternativ behandler eller Tøger Seidenfaden. Den er her.  Lagt op af SF’eren Marie Fugl, der er lige så smuk som hun er naiv.

Check sliden om hvad “socialisten tror“.  Den “virkeliggjorte” socialisme har naturligvis altid manifesteret menneskets iboende forfængelighed, fra diverse socialistiske diktatorer til Villy “Rover” Søvndal (“meget stor bil”).  Fugls slide er klassisk puritanisme. Men kan man godt forestille sig at den går rent ind hos de uniformerede, sammenbidte, neurotiske og selvgode 15-årige (der så er forfængelige på deres egen måde) SFU-medlemmer.

Så skete det igen: En ungersvend morer sig i Kastrup Lufthavn med en brander om bomber — og Fanden er løs. Der er tale om en “bombetrussel”, der nødvendiggør længere grounding af flyet. Nu er det ikke blevet refereret i pressen hvilke ord, der præcis faldt, men tidligere lignende episoder kunne antyde at der er tale om dumme men fundamentalt uskyldige bemærkninger, som det ikke kræver nogen psykologisk indsigt at se er harmløse, og formentlig ikke engang har været “truende” i nogen meningsfuld forstand.

Hvorfor det skal være standard operating procedure, at en dum bemærkning fra en kåd knøs skal udløse flygrounding med videre er faktisk svært at begrunde med en logik der lægger vægt på sikkerhedshensyn. Det er klart at sådanne bemærkninger bør undgås, men mest af hensyn til medpassagerer med sarte nerver. Med reel flysikkerhed har reaktionen intet at gøre. For at citere John Schmidt: “Hvad skal det te’ for?”.

Erhvervsjournalistik burde være noget af det højest prioriterede journalistik. Den vedrører dagligdagen for overordentlig mange af os. Den giver muligheden for på unik (undskyld, “unique”) vis at kombinere drama, passion og analyse. Men erhvervsjournalistik er tydeligvis lavt prioriteret. Erhvervsjournalister skriver generelt floskuløst og slapt. De kolporterer myter. Tvivlsom “forskning” foretaget af konsulenthuse slås stort op. Forskning fra business schools og universiteter omtales sjældent, mestendels fordi journalisterne er for dumme til at sætte sig ind i sagerne.  Tit hænger den ene sætning simpelthen ikke logisk sammen med den anden. 

Case in point? (OK, der er mange).  Prøv at checke denne lille klumme fra Berlingske Nyhedsmagasin, “Verdens bedste strategibøger.”  Én ting er at kriteriet for hvad der er en “god” strategibog er helt uklart. Men sproget …. Se for eksempel omtalen Michael Porters Competitive Advantage: “Det er i den bog, at Michael Porter lancerer værdikæden. Den er moderne for stort set alt, hvad der beskæftiger sig med rationalisering og effektivisering. Desværre betyder det, at værdikæden ofte bliver synonym med besparelser og nedskæringer. Det er ikke altid tilfældet”.  Boinnnggg …! Det er simpelthen rent vås. Eksemplet er desværre langt fra enestående.  Eksempler vil følge …

Det UK-baserede nettidsskrift, Standpoint.online lanceredes tilbage i juni (der er også en papirudgave, Standpoint Magazine). Der synes at være tale om en UK-pendant til The New Criterion, omend med mindre egentlig kritik, og flere politiske kommentarer. I det første nummer redegør magasinets redaktør, Daniel Johnson, for missionen:

The intention of Standpoint is to provide a lever which can indeed move the world, by invoking the noblest ideals to which humanity has aspired. Free speech and a free press; the dignity of the individual and the family; the liberty to worship and to refrain from worship; scientific inquiry limited only by respect for human life; the rule of law; parliamentary democracy and the free market; human rights balanced by reciprocal duties; toleration of minority views and practices, but not at the price of moral relativism.

Sektionen “Counterpoints” præsenterer kommentarer af generel konservativ observans (Noel Malcolm’s “Infantilification of Us All” vil appellere til kulturkonservative), og “Comments” præsenterer … well … det samme (check Marc Sidwells “How Sarah [Palin] got Drafted“). Af almen interesse Geza Vermes’ “The Truth About the Historical Jesus“, essentielt en redegørelse for hans egen mangeårige forskning i sagen.

Der er mange timers læsning her. Men spørgsmålet opstår endnu engang hvorfor vi altid skal til udlandet (specielt det angelsaksiske sådant) for at finde lødig konservativ journalistik og essayistik.  Ingen danske trykte medier leverer (og slet ikke Weekendavisen), selvom Jyllands-Posten kan have relevante takter. Den danske borgerlige blogosfære er stort set kun dedikeret Islam-kritik og klaphat-liberalisme.  Suk.

  • Glimrende klummeNikolaj Bøgh sætter tingene fuldstændig perfekt på plads ifbm. Lene Espersens overtagelse af ledelsen i Det konservative Folkeparti. Bravo!
  • Nej, det kan vi vist ikke!!!  Ugens besyndeligste læserbrev i dagens Weekendavis: Under overskriften “Sex under hijaben” skriver to juniorforskere og en forskningsassistent blandt andet: “Kan vi ikke snart få slået fast, at Koranen ikke siger en dyt om, hvem muslimerne er, og hvordan de lever?”
  • View from the right: Fin konservativ blog som Krabasken netop har opdaget. Check posteringen om “feminism’s ideal male.” 

KK er først for ganske nylig blevet opmærksom på det fremragende konservative tidsskrift, City Journal.  Tidsskriftet kræver abonnement men sitet giver en lang række fremragende smagsprøver. Blandt highlights’ne er en meget spændende artikel af den fremtrædende økonomiske geograf Edward Glaeser om de meget forskellige økonomiske vilkår som New York og Houston tilbyder, en informative artikel af Harry Stein om vilkårene for publicering af konservativ litteratur (de er stadig dårlige end vilkårene for “liberal” literatur), og ikke mindst en glimrende artikel af Guy Sorman, “Economics Does Not Lie” — om økonomi som en videnskab. Det er populært at mene at økonomer er uenige om alt, men som Sorman overbevisende argumenterer for er der er en række (10!) udsagn som de langt de fleste økonomer vil være helt enige i.

Michael Oakeshott forklarer, at forsvaret for “the conservative disposition” ikke behøver indebære abstrakte ideer om “the absolute value in the free play of human choice” eller “that private property (the emblem of choice) is a natural right.”  Noget “much smaller and less pretentious will do”, nemlig

“the observation that this condition of human circumstance is, in fact, current, and that we have learned to enjoy it and how to manage it; that we are not children in statu pupillari but adult who do not consider themselves under any obligation to justify their preference for making their own choices; and that it is beyond human experience to suppose that those who rule and endowed with a superior wisdom which discloses to them a better range of beliefs and activities and which gives them authority to impose upon their subjects a quite different manner of life” (fra “On Being Conservative“, i Rationalism in Politics and Other Essays, p.427). 

Oakeshott skriver imidlertid dette i 1950’ernes England, hvor den “condition of human circumstance” han beskriver — frihed som sædvane — unægtelig (selv på trods af Labours nationaliseringer mv.) i langt højere grad var en realitet end vores nuværende velfærdsstat, hvor det virkelig kan siges at vi er “children in statu pupillari”.  Og hvis frihed-som-sædvane ikke længere er en realitet, så er det måske netop at vi faktisk har brug for dé abstrakte ideer om den absolutte værdi af ejendom med videre som traditionelle konservative ikke har haft meget til overs for. Med andre tjener Saxo Bank-grundlæggernes ellers ret komiske anprisning af verdens dårligste romanforfatter, Ayn Rand, CEPOS-universitetet, samt diverse propelhat-liberalist-blogs faktisk et meget gavnligt formål som elementær folkeoplysning.

  • Pokkers!  Én af de få fornuftige kvindelige bloggere i Danmark, Ulla Nørtoft Thomsen, har lukket ned!
  • Her gik Krabasken og troede at Altanen var én af de mere hjernedøde liberalist-blogs i Danmark (nærmest en pleonasme). Og så viser det sig minsandten at Hawaleschka læser Milton!!! Hmmm … respekt!
  • Konservativ Reaktion har en fin postering om DSU og KU i 1930’erne. Læs den og se hvem der var de egentlige semi-fascister. Posteringen nævner den legendariske Jack Westergård. Hvad blev der egentlig af ham?  Jeg har kun prøvet at undersøgen sagen ved hjælp af banal google-søgning, og det blev jeg ikke klogere af. Han har ihvertfald ikke efterladt sig spor i cyberspace efter 1936 (;-)).

MetroXpress er ikke infantil-journalistikkens højborg; den udgøres af skiftevis Nyhedsavisen og Politiken. Men MetroXpress kan så sandelig være med. Check for eksempel dagens forsidehistorie, “Festival gør folk til bedre medarbejdere,” der er en agurketidshistorie skrevet på baggrund af en barnejournalists beskedne erfaringsunivers og med indforskrevet ekspertbistand fra en nybegynderforsker (“barnejournalist møder barneforsker”). Her er lidt lyrik fra artiklen:

På Roskilde Festival er man kreativ, sjov og dyrker fællesskabsfølelsen – og det giver bonus på arbejdspladsen.

Er man en af dem, der drømmer om at feste igennem på Roskilde Festival, og som endnu ikke har fået fri fra arbejde, er der her et seriøst argument til chefen. Et argument støttet af forskning.

»Roskilde Festival er en stor voksen-lege­plads, hvor man kan være andet end det, man er til hverdag. Lige nu efterlyser virksomhederne kreative medarbejdere. Og hvis man skal være kreativ, skal man lege. Ellers går det i stå,« siger Ann Charlotte Thorsted, forsker i innovation og voksenleg, som mener, at det i mange tilfælde vil give god mening, hvis chefen siger ja til at lade sine ansatte drage af sted til fire dages festival som inspiration til arbejdet.

»Der sker nogle erkendelser, når man bliver ramt i hjertet af musik under en koncert. Det er en god følelse, som man gerne vil bringe videre til andre på jobbet. Der er stadig de gammeldags industrivirksomheder, som ser anderledes på den slags, men de falder bag om dansen i fremtiden. Der ligger et krav i tiden om, at arbejdet skal være sjovt,« siger hun

Ann Charlotte Thorsted, den til artiklen indforskrevne “ekspert” er “PhD fellow” (det kalder phd-studerende det, når de ikke vil hedde “studerende”) på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor hun startede i april dette år. Hendes omfattende forskning betyder således, at hun har kompetence til at etablere at:

  • Virksomhederne “lige nu” efterspørger “kreative medarbejdere.” (Og det gjorde de ikke for 2 år siden? Eller?).
  • De “gammeldags industrivirksomheder falder bag om dansen” (går bag om dansen?) hvis de ikke giver medarbejderne fri i fire dage til at tage til Roskilde-festival.  (Og det ved hun hvorfra? Hvilke internationalt publicerede, peer-reviewede undersøgelser understøtter dette?).
  • “hvis man skal være kreativ skal man lege.” Tjaaa … Det er vist en ren sammenblanding af at det explorative kan være fælles for såvel leg som kreativitet. Men leg kan være yderst formel og ukreativ. Og kan man ikke være “kreativ” uden at lege? Forlyder der noget om at Dostojevski legede? Eller Wagner? Eller Gödel?  Særdeles alvorlige herrer. De har næppe leget meget. Men de var kreative som bare Fanden.