Facebook har vel stadig et ry som et forum for løssluppen teenagenarcissisme.  En facebook-profil er nok heller ikke hovedingrediensen i en beskrivelse af en typisk konservativ.  Mens FB nok i meget høj grad tjener narcissistiske formål, har platformen også over det seneste år gennemgået en markant forældelse, idet stadig flere >18-årige opretter profiler og grupper, heriblandt en række grupper dedikerede til konservative tænkere, politikere, politik, etc. 

Den konservative aktivitet kan på ingen måde måle sig med den libertarianske Facebook-aktivitet, men der er dog grupper dedikerede til så forskellige konservative som Michael Oakeshott, Edmund Burke, Enoch Powell, og Roger Scruton, samt til konservative med stærke libertarianske tendenser som Barry Goldwater og Margaret Thatcher.

Reklamer

… er overskriften på en fremragende kronik i fredagens JP. Forfatteren er statskundskabsprofessoren Peter Nedergård, der vistnok er en slags socialdemokrat, men bestemt formår at markere gode kulturkonservative takter. Et uddrag:

Jeg har fået for nylig fået fortalt følgende illustrerende anekdote om danskernes sproglige selvkolonisering, som vi denne gang blev reddet fra af et engelsk konsulentfirma: For nogle år siden bad Øresundskonsortiet det engelske konsulentfirma Saatchi & Saatchi om et råd om, hvad man skulle kalde Øresundsbroen, og man havde vist forestillet sig noget i retning af ”the Oresound Bridge”, ”the Sound Bridge” eller ”the Baltic Bridge”. Svaret fra konsulentfirmaet blev imidlertid ”Øresundsbron” med det helt særegne danske (og norske) “Ø” foran og den svenske version af broen bagefter. Moralen er, at man ikke bliver “international” via den engelske efterabning, men man kan måske bidrage med noget internationalt spændende ved at stå ved sit eget nationale særpræg.

Maleren Harald Giersing udtrykte samme synspunkt på følgende måde: »Al national kunst er dårlig, al god kunst er national.« Man skal ikke være tilstræbt national, men vil man lave noget af kvalitet, vil man automatisk komme til at trække på sine nationale rødder. Der ligger også det i det, at kun hvis man har nogle nationale rødder at trække på, vil man kunne levere noget internationalt interessant.

  • Glimrende klummeNikolaj Bøgh sætter tingene fuldstændig perfekt på plads ifbm. Lene Espersens overtagelse af ledelsen i Det konservative Folkeparti. Bravo!
  • Nej, det kan vi vist ikke!!!  Ugens besyndeligste læserbrev i dagens Weekendavis: Under overskriften “Sex under hijaben” skriver to juniorforskere og en forskningsassistent blandt andet: “Kan vi ikke snart få slået fast, at Koranen ikke siger en dyt om, hvem muslimerne er, og hvordan de lever?”
  • View from the right: Fin konservativ blog som Krabasken netop har opdaget. Check posteringen om “feminism’s ideal male.” 

KK er først for ganske nylig blevet opmærksom på det fremragende konservative tidsskrift, City Journal.  Tidsskriftet kræver abonnement men sitet giver en lang række fremragende smagsprøver. Blandt highlights’ne er en meget spændende artikel af den fremtrædende økonomiske geograf Edward Glaeser om de meget forskellige økonomiske vilkår som New York og Houston tilbyder, en informative artikel af Harry Stein om vilkårene for publicering af konservativ litteratur (de er stadig dårlige end vilkårene for “liberal” literatur), og ikke mindst en glimrende artikel af Guy Sorman, “Economics Does Not Lie” — om økonomi som en videnskab. Det er populært at mene at økonomer er uenige om alt, men som Sorman overbevisende argumenterer for er der er en række (10!) udsagn som de langt de fleste økonomer vil være helt enige i.

Michael Oakeshott forklarer, at forsvaret for “the conservative disposition” ikke behøver indebære abstrakte ideer om “the absolute value in the free play of human choice” eller “that private property (the emblem of choice) is a natural right.”  Noget “much smaller and less pretentious will do”, nemlig

“the observation that this condition of human circumstance is, in fact, current, and that we have learned to enjoy it and how to manage it; that we are not children in statu pupillari but adult who do not consider themselves under any obligation to justify their preference for making their own choices; and that it is beyond human experience to suppose that those who rule and endowed with a superior wisdom which discloses to them a better range of beliefs and activities and which gives them authority to impose upon their subjects a quite different manner of life” (fra “On Being Conservative“, i Rationalism in Politics and Other Essays, p.427). 

Oakeshott skriver imidlertid dette i 1950’ernes England, hvor den “condition of human circumstance” han beskriver — frihed som sædvane — unægtelig (selv på trods af Labours nationaliseringer mv.) i langt højere grad var en realitet end vores nuværende velfærdsstat, hvor det virkelig kan siges at vi er “children in statu pupillari”.  Og hvis frihed-som-sædvane ikke længere er en realitet, så er det måske netop at vi faktisk har brug for dé abstrakte ideer om den absolutte værdi af ejendom med videre som traditionelle konservative ikke har haft meget til overs for. Med andre tjener Saxo Bank-grundlæggernes ellers ret komiske anprisning af verdens dårligste romanforfatter, Ayn Rand, CEPOS-universitetet, samt diverse propelhat-liberalist-blogs faktisk et meget gavnligt formål som elementær folkeoplysning.

  • Pokkers!  Én af de få fornuftige kvindelige bloggere i Danmark, Ulla Nørtoft Thomsen, har lukket ned!
  • Her gik Krabasken og troede at Altanen var én af de mere hjernedøde liberalist-blogs i Danmark (nærmest en pleonasme). Og så viser det sig minsandten at Hawaleschka læser Milton!!! Hmmm … respekt!
  • Konservativ Reaktion har en fin postering om DSU og KU i 1930’erne. Læs den og se hvem der var de egentlige semi-fascister. Posteringen nævner den legendariske Jack Westergård. Hvad blev der egentlig af ham?  Jeg har kun prøvet at undersøgen sagen ved hjælp af banal google-søgning, og det blev jeg ikke klogere af. Han har ihvertfald ikke efterladt sig spor i cyberspace efter 1936 (;-)).

MetroXpress er ikke infantil-journalistikkens højborg; den udgøres af skiftevis Nyhedsavisen og Politiken. Men MetroXpress kan så sandelig være med. Check for eksempel dagens forsidehistorie, “Festival gør folk til bedre medarbejdere,” der er en agurketidshistorie skrevet på baggrund af en barnejournalists beskedne erfaringsunivers og med indforskrevet ekspertbistand fra en nybegynderforsker (“barnejournalist møder barneforsker”). Her er lidt lyrik fra artiklen:

På Roskilde Festival er man kreativ, sjov og dyrker fællesskabsfølelsen – og det giver bonus på arbejdspladsen.

Er man en af dem, der drømmer om at feste igennem på Roskilde Festival, og som endnu ikke har fået fri fra arbejde, er der her et seriøst argument til chefen. Et argument støttet af forskning.

»Roskilde Festival er en stor voksen-lege­plads, hvor man kan være andet end det, man er til hverdag. Lige nu efterlyser virksomhederne kreative medarbejdere. Og hvis man skal være kreativ, skal man lege. Ellers går det i stå,« siger Ann Charlotte Thorsted, forsker i innovation og voksenleg, som mener, at det i mange tilfælde vil give god mening, hvis chefen siger ja til at lade sine ansatte drage af sted til fire dages festival som inspiration til arbejdet.

»Der sker nogle erkendelser, når man bliver ramt i hjertet af musik under en koncert. Det er en god følelse, som man gerne vil bringe videre til andre på jobbet. Der er stadig de gammeldags industrivirksomheder, som ser anderledes på den slags, men de falder bag om dansen i fremtiden. Der ligger et krav i tiden om, at arbejdet skal være sjovt,« siger hun

Ann Charlotte Thorsted, den til artiklen indforskrevne “ekspert” er “PhD fellow” (det kalder phd-studerende det, når de ikke vil hedde “studerende”) på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor hun startede i april dette år. Hendes omfattende forskning betyder således, at hun har kompetence til at etablere at:

  • Virksomhederne “lige nu” efterspørger “kreative medarbejdere.” (Og det gjorde de ikke for 2 år siden? Eller?).
  • De “gammeldags industrivirksomheder falder bag om dansen” (går bag om dansen?) hvis de ikke giver medarbejderne fri i fire dage til at tage til Roskilde-festival.  (Og det ved hun hvorfra? Hvilke internationalt publicerede, peer-reviewede undersøgelser understøtter dette?).
  • “hvis man skal være kreativ skal man lege.” Tjaaa … Det er vist en ren sammenblanding af at det explorative kan være fælles for såvel leg som kreativitet. Men leg kan være yderst formel og ukreativ. Og kan man ikke være “kreativ” uden at lege? Forlyder der noget om at Dostojevski legede? Eller Wagner? Eller Gödel?  Særdeles alvorlige herrer. De har næppe leget meget. Men de var kreative som bare Fanden.

 

Gennem de seneste 5, måske 10, år er tidens forfængelige og bevidstløse ungdomsdyrkelse slået markant igennem i medierne. Der er selvfølgelig tale om en kumulativ tendens og om en generel MTV’isering af medierne.  Studieværterne bliver yngre og yngre, kvieøjnene (og barmene) bliver større og større, uvidenheden vokser og vokser, en interviewteknik der primært handler om at spørge til offerets følelser bliver mere og mere anvendt, etc.

Særligt gratis-aviserne er totalt domineret af barnejournalisterne og deres infantile univers. JP og Berlingske holder stadig (nogenlunde) stand (med undtagelse af Berlingskes søndags-tillæg M/S), mens Politiken og Information skrives for 26-årige af 24-årige. Klumme-skribenterne, der mestendels er skuespillere på andenrangs teatre, digtere med en enkelt samling med et oplag på 132 eksemplarer bag sig, eller lignende har masser af meninger men intet substantielt at have dem i.  De er som regel singler. Klummerne starter ofte: “Kæreste ringede…”.  Næste afsnit handler om sko-indkøb. Universet er defineret ved København.  Der er intet federe end Nørrebro. Elmegade, 80 meter snusket Nørrebro-gade med nogle små skod-agtige hænge ud-steder, er et sikkert referencepunkt.  Man har styr på værdierne. Pia Kjærsgård er en heks; Farshad Kholgi omtales som “Fascist Kholgi”; Uriasposten hedder “urin-posten” i dét univers; etc.

Det var måske ikke noget problem hvis barnejournalisterne holdt sig til petit-journalistikken. Den er der jo også et publikum til.  Men journalistik i Danmark er generelt ved at blive til barne-journalistik. Det skal man også have med når man besværer sig over den venstreorienterede bias i journalistikken: venstreorientering og infantilisme er tæt relaterede.

De nye ateister. Hitchens et al. har fået vældig omtale i DK, og mange yngre libertarianske bloggere har begejstret omfavnet dem. Her er en fin kommentar af George Shadroui.

Ron Paul File. Lew Rockwell har en mængde fint Paul-materiale.

Krabasken #2. Yep, KK er den anden hastigst voksende (danske) wordpress-blog. OK, det er en vækst på baggrund af et meget lavt initialt antal hits, men Krabasken har intet gjort for at markedsføre KK, så måske er der faktisk en slags behov for en palæo-libertariansk/konservativ blog midt i et hav af anarko-kapitalistiske studenterblogs og nationalkonservative mediekommentar-blogs

Roger Scruton sætter som sædvanlig tingene på plads (se hele indlægget her):

Increasingly, many teachers of the humanities agree with the untutored opinion of their incoming students, that there is no such thing as a distinction between good and bad taste. But imagine someone saying the same thing about humor. Jung Chang and Jon Halliday recount one of the few recorded occasions when the young Mao Tse-tung burst into laughter: it was at the circus, when a tight-rope walker fell from the high wire to her death. Imagine a world in which people laughed only at others’ misfortunes. What would that world have in common with the world of Moliere’s Tartuffe, of Mozart’s Marriage of Figaro, of Cervantes’ Don Quixote, or Laurence Sterne’s Tristram Shandy? Nothing, save the fact of laughter. It would be a degenerate world, a world in which human kindness no longer found its endorsement in humor, in which one whole aspect of the human spirit would have become stunted and grotesque.