Krabasken plejer blot at bladre hurtigt igennem Berlingske Søndags narcissistiske og barnlige dameblads-tillæg, M/S. Men min opmærksomhed fangedes idag af et interview med Nina Rasmussen, nu med mellemnavnet “Aisha”. Hun vil være nogle bekendt som den ene halvdel af “Nina og Hjalte“.   Nina Rasmussen er, som antydet, konverteret til Islam. Her forklarer hun sine dybe spirituelle grunde til dette, skulle man ellers mene ret dybe existentielle valg:

Nu er ateisten Nina Rasmussen blevet 65 år og konvertit. Og hendes accept af islam, Allah og Profeten har fået hendes seneste eventyrdrøm til at gå i opfyldelse: At opleve Hajj, den årlige muslimske pilgrimsfærd til islams hellige byer i Saudi Arabien. …»Jeg har et håb om at komme til at forstå muslimerne bedre, og derfor er jeg blevet en af dem.« … Men hvorfor blive muslim? Hvorfor drage på pilgrimsrejse? »Jeg havde fået den ide, at jeg ville til Saudi Arabien,« fortæller hun. »Først og fremmest fordi jeg ikke havde været der. Men også fordi det er så vanskeligt. Og så den der 1001 Nats fantasi om, at der måske foregår noget spændende bag de lukkede døre. Men jeg fandt ikke nogen vej ind.« Nina Rasmussen spurgte sig for i sin muslimske bekendtskabskreds: Hvordan kommer jeg til Saudi Arabien? Og fik en dag det svar, at hun kunne blive muslim og tage med på Hajj. »Så tænkte jeg JA! Det er det, jeg skal! Og så glemte jeg alt det der med 1001 Nat.

Og her fortæller hun lidt om de dybe teologiske reflektioner som den nye religion giver anledning til:

Havde I mange åndelige samtaler under Hajj? »Nej, det havde vi ikke. Mange fortolker Koranen fuldstændig efter bogen. Og så er der jo ikke noget at diskutere. Men vi talte om Djinner, som er mennesker, der optræder i Koranen, og som er lavet af ild. Men selv om jeg har rejst meget, så synes jeg ikke, jeg har set sådan nogle. Vi talte også om Paradis. Jeg spurgte, om man skal møde sin familie igen i Paradis. Og det skal man. Men hvad så med de der 70 jomfruer, som hver mand skal få? Skal min mand også have 70 jomfruer? Ja, det skulle han. Nå! Det bryder jeg mig egentlig ikke så meget om, for hvis han bare kommer i nærheden af én for meget her nede på Jorden, så synes jeg ikke særlig godt om det. Det var måske lidt frækt, men jeg spurgte, om de skulle blive ved med at være jomfruer. Og så tænkte Amel, som jeg talte med, sig længe om og sagde, at det troede hun ikke. Vil det sige, at Hjalte skal deflorere 70 jomfruer? Hm. Det tror jeg egentlig ikke, han vil bryde sig om. Jeg sagde, at det ville jeg blive meget ked af, men sådan nogle følelser findes slet ikke i Paradis, fik jeg fortalt. Og tiden er også ophævet, så måske et sekund efter, at han er gået ud af døren, så kommer han tilbage igen. Så tænkte jeg: er der døre i Paradis? Døre? Hvordan skal man nu se det for sig? Sådan en trædør med håndtag, der stå lidt alene? Hm.« Nina Rasmussen smiler et underfundigt smil og siger, at hun slet ikke er sikker på, at hun kommer i Paradis. »Men jeg er klar til, hvad der kommer. Og hvis der kommer ingenting, så er jeg også klar til det,« konstaterer hun.

Mon Aisha er klar over at islam er en one-way street? Der gives ikke nogen vej tilbage. Der er ingen fortrydelsesret når den øjensynligt dyb useriøse flirt er ovre.